Da TV2 journalist Nick Horup i starten af 1990’erne havde lavet et lille kort indslag til TV2 sporten, hvor han mødte tre udviklingshæmmede børn, begyndte idéen til længere programmer med Morten, Peter og Anna. Horup følte, at der var baggrund for meget mere dybdegående indslag og samtaler med de tre børn, og i 1991 kom det første program, "Er jeg da helt gak mor?". I de næste 15 år blev det ikke kun til fire programmer mere, men også et livslangt venskab mellem Nick Horup og børnene, som han kom til at følge tæt igennem deres teenageår, ungdom og begyndelsen af voksenlivet.

I "Er jeg da helt gak mor?" er vi med Morten, Peter og Anna til et sportsstævne for handicappede børn fra hele norden. Det første program blev en stor succes på TV2, og er med til at give et fint indblik i det særlige venskab som de to mongolbørn Morten og Peter har. Fire år senere møder Nick Horup de tre børn igen i "Er jeg stadig gak-gak mor?", og her begynder de tre teenageres personligheder at dukke mere frem. Vi følger dem i skolen og ungdomsklubben, spørgsmålene er mere personlige, og det bliver også til samtaler om aktuelle emner i livet og hverdagen.

Der går så fem år inden vi igen møder Morten, Peter og Anna, og det sker i "Ikke helt gak" fra 2000, hvor de tre nu er i 20’erne. Samtalerne drejer sig om politik, kærlighed og andre små og store ting, og vi er med Morten og Peter og produktionsværkstedet Regnbuen på skitur i Sverige, hvor Peter bliver helt pjattet med sin skiinstruktør.

"Morten og Peter vender tilbage" fra 2002 byder på en tur til Italien, hvor Morten og Peter skal besøge fodboldspillerne Thomas Helveg og Martin Jørgensen. Det kommer der en masse skæg ud af, selvom Morten til at begynde med er lidt skeptisk over for hvor meget arbejde turen mon byder på, og ikke regner med at der bliver fri før efter kl. 24. Så galt går det dog ikke, og både hos Helveg i Milano og Jørgensen i Udine får Morten og Peter lov til at komme med om bag kulisserne til klubbernes træning.

Fire år senere kom "Gak gak i køkkenet", og Morten har nu fået sin egen lejlighed, Peter ønsker stadigvæk ikke rigtig at komme væk hjemmefra, og Anna prøver at leve som den voksne person hun har tænkt på i så mange år. Sammen med landsforeningen for Downs Syndrom drager Morten og Peter afsted til Stuttgart, hvor fodboldspillerne Jon Dahl Tomasson og Jesper Grønkjær skal være med til at sælge hot dogs fra en pølsevogn.

En af Nick Horups tanker med disse programmer har været, at i stedet for at få diverse eksperter og læger til at udtale sig om hvad udviklingshæmmede kan og ikke kan, hvorfor så ikke få de udviklingshæmmede til selv at fortælle. Og det er netop denne indgangsvinkel der gør programmerne om Morten og Peter så unikke. Nick Horup har virkelig lavet en perlerække af livsbekræftende programmer, som markerer noget af det bedste i dokumentarprogrammer på dansk fjernsyn i nyere tid.

Han møder Morten og Peter på deres egen hjemmebane, og taler ikke til dem på en speciel måde, men taler med dem, som man ville gøre med enhver anden "normal" person. For Morten og Peter ved godt, at de ikke er som andre, hvilket Morten i et af programmerne da også selv giver udtryk for, da han siger; "hvis ikke vi havde været mongoler, så havde vi været normale mennesker ligesom alle andre", hvortil Horup svarer, at vi er lidt splitterskøre allesammen. Og det kan jo ikke være mere rigtigt.